Ansvar: Louise

Kan vi selv håndtere ansvaret?

Efter endnu en hektisk uge, et rodet værelse og et emne jeg har gået og tygget lidt på, så tror jeg at jeg er kommet frem til noget..

Rigtig mange mennesker ønsker at tage ansvar for deres sundhed og livsstil, og næsten ligeså mange må opgive. Motion og sund mad for eksempel kan være en svær størrelse at passe ind i en fortravlet hverdag, hvor både skole, lektier, arbejde og fritiden skal gå op i en højere enhed. Sund kost og motion bliver erstattet med en tur i bil og billig junk. Det kræver en indsats at leve sundt, og det er efterhånden ikke nok bare at opfordre vores medmennesker til at tage det ansvar individuelt. Folk tager ikke længere ansvar for deres egen sundhed. I stedet lægger de ansvaret over på alle os andre der betaler i dyre domme for at mange af disse mennesker kan nasse videre på vores penge! Okay, indrømmet, dette er helt sikkert en overdrivelse(trods, overdrivelse fremmer forståelsen), men hvad er der at gøre? Har folk ret til at leve et usundt liv i Junk og smøger? Kan det virkelig være at vi bliver nødt til at gå ind og stramme op og regulere for at kontrollere andre. Burde det enkelte individ ikke kunne tage vare på sig selv og er der virkelig brug for at vi går ind og siger "Du kan ikke styre det, du må ikke" - eller de må gerne, men vi regulerer så de får sværere ved det de gør - Eller skal vi bare sætte os tilbage i stolen og sige, det er der ikke noget at gøre ved? Hvad skal der til for at det ikke går ud over vores sundhed. Er det regulering eller er det oplysning? I første omgang bør vi alle nok tage ansvaret til os igen! - Der er altid en mulighed

Desuden er dette et lille sidespring, men....
Jeg sidder og tænker på en som jeg ikke ved hvad jeg skal stille op med! En fyr - det er altid en fyr - En der er så flink og rar, og faktisk også rigtig sød! En som jeg har lyst til at bruge mig tid sammen med! Men der er bare ét problem. Han er halvandet år yngre end jeg selv. Måske lyder det ikke af meget, men det føles lidt sådan på papiret. Det føles som om at jeg er ansvarlig for at der ikke sker noget andet end venskab. Fordi han i min verden stadig er et barn, selvom han ikke opfører sig sådan. Men jeg tror, for en gangs skyld, at jeg vil lægge ansvaret på hylden og så bare se hvad tiden bringer, og samtidig få mit hoved til at ville det samme som mit hjerte vil. Hvis det overhovedet er det mit hjerte vil! - Jeg er virkelig fortvivlet!!